Sagprosaundervisning og situationens kraft: Hvad kan vi lære af Isokrates’ og en dansklærers tilgange og intentioner?

Sammendrag

Ifølge flere læremiddelundersøgelser behandles sagprosa og ikke mindst sagprosatekstens indhold og situation stedmoderligt. Derfor undersøger jeg i denne artikel gennem den eksemplariske metode Isokrates’ og dansklæreren Lauras tilgange til og intentioner med især brugen af eksempeltekster i undervisning. Ved at udfolde de to underviseres tilgange og bringe dem i tale, forsøger at jeg at udlede, hvad vi kan lære af begge. De to underviseres tilgange behandles gennem en optik af det stærke kairos-begreb, der foruden tekstinterne aspekter som passende stil og timing også indbefatter selve sagens grundlæggende konflikt. Udfoldelsen af de to underviseres tilgange og intentioner viser, at de begge har demokratisk dannelse og elevens handlekraft som mål. Isokrates ved at sammenkæde eksempelteksters indhold og situation med undervisningssituationen, og Laura ved skabe rammer for inddragelse af elevens erfaring i arbejdet med teksters indhold og situation. Jeg forener hovedpointerne i tilgangene ved at opstille en deweysk syntese ikke helt ulig laboratoriemetoden gennem formuleringen af syv principper, der kan bygge bro mellem eksempelteksters, klassens og elevens tænkning og situation.