Temanummer i Acta Didactica Norden høsten 2024: Tekster og tekstuelle praksisser i skolens førstesprogsfag

2023-01-23

Med dette temanummer ønsker vi at sætte fokus på tekster og tekstuelle praksisser i skolens førstesprogsfag forstået som de regionale standardsprog: dansk, norsk, svensk, finsk og islandsk m.fl. i det nordiske sprogområde.

Tekster med forskelligartet materialitet træder frem gennem teknologier, modaliteter og medier og kan forstås som enheder i en stadig betydningsudveksling. I temanummeret sætter vi særligt fokus på tekster, hvor skrift udgør en hovedmodalitet, men hvor materialiteter og medier kan være forskelligartede. Tekster kan være tekster som elever møder eller selv skaber i undervisningen.

Praksisser kan forstås som relationelle aktiviteter, der over tid har stabiliseret sig socialt, men også til stadighed er under forandring og i konkrete situationer udfolder sig mere og mindre uforudsigeligt. Tekstuelle praksisser kan ses som praksisser, hvori tekster udgør en del af de sociale, semiotiske og materielle relationer, der former aktiviteten.

Digitale teknologier har gennem de sidste årtier været med til at forandre børns og unges erfaringer med tekster og deltagelse i tekstuelle praksisser uden for skolen, og skolens praksisser har i takt – eller utakt – ændret sig dermed. Sideløbende har strømninger i nordisk og international forskning rettet opmærksomheden mod sted, rum, affekt og materialitet og deres betydning i en skole- og undervisningskontekst. Forskningen står dermed i et åbent felt, hvor en mangfoldighed af tegn, modaliteter, materialiteter og teknologier kalder på nye forskningsmæssige tilgange til at få indsigt i skolens tekstuelle praksisser, til at forstå, hvordan tekster er del af disse praksisser, og hvordan de påvirker og påvirkes af det, der sker i og uden for skolen, samt til at blive klogere på de tekstuelle praksissers didaktiske potentiale.

Med dette temanummer ønsker vi at belyse teoretiske og metodologiske tilgange til at undersøge og forstå tekster og tekstuelle praksisser i skolens førstesprogsfag i lyset af ovennævnte forandringer og de behov disse forandringer skaber for nye indsigter, der har både forskningsmæssig og fagdidaktisk værdi.

Vi efterspørger forslag til artikler, der på empirisk grundlag og med et didaktisk perspektiv kan bidrage til at belyse forskellige forskningsmæssige tilgange (lingvistiske, etnografiske, materielle m.fl.) til studiet af tekster og tekstuelle praksisser i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Vi beder forfattere indsende et artikelforslag i form af et abstract på indtil 500 ord. I abstractet beder vi om, at den forskningsmæssige og metodiske tilgang og det empiriske grundlag er tydeligt beskrevet, og at det fremgår, hvordan studiet relaterer til førstesprogsfagdidaktik i det nordiske sprogområde.

Tidsplan (foreløbig, ændringer kan komme)

14. april 2023: Deadline for abstracts som indsendes med e-mail og i Word-format til gæsteredaktørerne Helle Pia Laursen, Helle Rørbech, Kristine Kabel og tidsskriftsredaktør Vibeke Christensen.

15. maj 2023: Tilbagemelding på abstract og tilbud om at bidrage med fuldt manuskript

15. juni 2023: Eventuel deadline for reviderede abstracts ved behov

1. december 2023: Deadline for fuldt manuskript

1. april 2024: Tilbagemelding til forfattere efter fagfællevurdering

30. juni 2024: Deadline for revideret manuskript

Ultimo 2024: Forventet publicering

Om redaktørerne

Helle Pia Laursen (heen@edu.au.dk) er lektor ved Aarhus Universitet

Helle Rørbech (hero@edu.au.dk) er lektor ved Aarhus Universitet

Kristine Kabel (kabel@edu.au.dk) er lektor ved Aarhus Universitet

Vibeke Christensen (vich@sdu.dk) er lektor ved Syddansk Universitet